Fra Jens Kildal, "Afguderiets Dempelse" (ca. 1740):

7. Post. Om lappernes ofringer.

Der ofres af afgudiske lapper, aarlig, hvert høst, en oxe af reyn, eller andet fæe, til Maylmenradien fordj, at saasom hand er lappernes øverste gud, hand da ikke skal lade verden nedfalde, og at hand skal give dem lykke til reyn; og ved ofre alteret settes ham til ære en stytte med en klift i enden, kaldet Maylmen stytto, som hand skal opstytte verden med, hvilken stytte skal være over-smurt med den oxes blod, som hliver ham ofret, og det tegen, som hand giver til, at hand har behag til offeret, er, at hand ved Noydens slaaen paa Runbommen med en hammer, lader dens ring gaae til det øverste af den, ved den side af den, som vender mod den høyre haand, der er det og, som hand staar afmalet, hvilket betegner, at hans bolig er saa høyt opp frem for de andre guders boliger, at hand boer hen mod oppe under stiernene.
Foruden denne aarlige ofring til Maylmenradien, skier der og partikulere ofringer til ham for adskilligt, og, blant andet, naar formørkelser skier i soel eller maane, da lover lapperne offer til ham, for at hand skal borttage formørkelserne, paa det, at soel eller maane skal komme til at skinne igjen paa jorden.

Til Kirvaradien, en gud for iordens grøde, som er mindre, end Maylmenradien ofres og aarlig, hvert høst en oxe af reyn, eller andet fæe, til den ende, at hand skal aarlig give skiøn grøde paa jorden, og et ungt træ med løv, grene og rod af jorden opgravet, settes, ham til ære, ved ofre-alteret, saaledes, at toppen bliver vendt til jorden; men roden op mod himmelen, hvilket og oversmøres med den oxes blod, som bliver ofret til ham, og det tegen, som hand giver til, at hand har behag til offeret, er at hand, ved slaaen paa Runbommen, lader dens ring gaae hen op under Mailmenradiens afmaling paa den, til den side af den, som vender mod den venstre haand, der er det og, som hand staar afmalet, hvilket betegner, at hand er en gud, som boer saa langt neden under stiernene, at hans bolig er neden under Maylmenradiens bolig.

Til Rananeyda ofres og aarlig, hvert høst, en oxe af reyn, eller andet fæe, til den ende, at hun i betids om vaaren skal giøre fiældene grøne, at reynen kand faae nyt græs, at æde, og hende til ære settes ved ofre-alteret en rok og snælle, hvilke blive oversmurdte med den oxes blod, som bliver hende ofret, og det tegen, som hun giver til, at hun har behag til offeret, er, at hun ved slaaen paa Runbommen, lader dens ring gaae hen op under Kiorvaradiens afmaling paa den til den side af den, som vender mod den venstre haand, der er det og, som hun staar afmalet, hvilket betegner, at hun er en gudinde, som boer, saa langt neden under stiernene, at hendes bolig er neden under Kiorvaradiens bolig, og derfor er en gudinde, som er mindre, end Kiorvaradien.

Naar nu en Noyd, eller en anden giemen afgudiske lap, vil ofre en oxe af reyn, eller andet fæe, til een af fornævnte guder, eller fornævnte gudinde, beder hand sin slægt og naboer til sig, og saa gaae de alle til skovs med de bæste klæder paa, som de eyer. Naar de komme hen mod den plads, hvor paa offeret skal skie, og har oxen med sig, da tager Noyden, eller lappen, som offeret skal giøre, sit belte af sig, og, til ydmygheds tegen, henger det over sine skuldre, og baade hand og alt folket, som hand har med sig, ydmyge sig saa dybt, at de gaae, til ydmygheds tegen, med staver, dybt krommendes mod jorden hen til pladsen, hvor paa offeret skal skie, og, naar oxen er slagtet, da skier blodsmurningen over det træ af de fornævnte træer, som hør til guden, eller gudinden, som offeret da giøres til, og det de af oxen til offer aflegger, er begge hornene, hans pudenda (kniv) et stykke af tungen, et stykke af lungen, et stykke af hiertet, alle benene, hvor af inten (been) maae brydes. Til den ende har Noyden, eller lappenb, som ofrer, saa mange mennisker til et ofremaaltid samlet, at de kand æde kiødet af alle benene; thi benene med alt dette andet opnævnte annammer guden, eller gudinden, som ofres til, saasom et tienligt offer; thi hand, eller hund, skaber selv kiød paa benene, og giver oxen liv i sit hiem, og har saa der en fuldkommen og levende oxe.

Det alter, hvor paa Noyden, eller lappen, som ofrer, legger offeret, er enten en høy steen, eller en klift i et stort træe, hvilken klift er ikke mer, end en favn fra iorden, og opreyses da ved saadane ofre-altere det træe af de tit bemælte blodsmurdte træer, som hør hen til guden, eller gudinden, til hvilken offeret skier.

(Jeg maae, for vitløftighed, at skye, gaae forbie nogle af de paa Runbommen afmalede guder, som ofres til paa forige maade; men om nogle gudinder, og den onde Rota, hvilke ofres til paa en anden maade, vilieg dog handle lidt.)

Maderakka, Sarakka, Juxakka og Uxakka, af hvilke den første er moderen; men de 3 sidste ere døtrene, boer, som før er sagt, baade nede i jorden under lappe-kiældet, saa og staae de afmalede hen mod det nederste af Runbommen, moderen, Maderakka, paa den side af den, som vender mod den høyre haand; men døtrene paa den side af den, som vender mod den venstre haand.

Og naar der hugges med øxe, eller brugis anden banken, i lappe-kiældet seent om afterne, da fortørnes de; men lade sig dog ved ofringer til freds stille, som skier saaledes, at der bliver seymet brændevin ned paa jorden til dem; saadan seymen skier og til dem for god barnefødsel, og for fosteret: Saa og bliver af frugtsommelige qvinder lagt til dem kiød og ost; samt bliver af frugtsommelige qvinder med deres veninder ædet Sarakka til ære en grød, kaldit Sarakkas grød: Ellers for à parte hielp, som de enten skal giøre en frugtsommelig qvinde, og hendes foster, eller for andre ting skyld, vil de have af dette slags creatur til offer: Namlig qvier, kalve, faar, lam, gedder, kied, grise, katte, haner etc.

Ved Noyders runen, eller i giemene afgudiske lappers drømme, give de tilkiende hvad creatur af disse opnævnte de forlange, efter tienistens beskaffenhed, som de giøre; saa og give de ved samme runen, eller drømmere tilkiende hvad farve det creatur skal have, som de udvælger, hvilket da bliver sat levendes ned i iorden til dem, og bliver saa qvalt ved jords kastelse over det; men er det en hane, som bliver nedsat til dem, da bliver hand ikke qvalt af jord; men bliver giordt sten-reysning over ham, saa hand kand leve for at skal gale nede hos dem indtil hand døer af hunger.

Jabme akka staar allernederst paa Runbommen, paa den side af den, som vender mod den høyre haand, og af saadane creatur, som disse fornævnte vil hun have til offer, og giver ved Noyder tilkiende hvad for et hun, efter tienistens beskaffenhed, som hun giør, udvælger, hvilket skal være af sort farve; og vil, saasom de forige, have det qvalt i jorden; uden det er hane, thi med ham forholdes aa som før er sagt.

Rotas afmaling staar allernederst paa Runbommen paa den side af den, som vender mod den venstre haand, hand er saare ond, og undertiden plager en lap med en sær ond sygdom; men da bliver hand gierne ved offer til Maylmenradien relst fra hans plage; men skulle Maylmenradien ikke kunde frelse ham, da nødes lappen til at ofre til Rota selv for at hand skal god villig fare fra ham; og til offer, graver en hest ned i jorden, til den ende, at Rota paa den skal ride fra ham, og ned i hans hiem, Rotaymo.



Tilbake

Utarbeidet av Roald E. Kristiansen til bruk for studenter ved
Institutt for religionsvitenskap, Universitetet i Tromsø