Tvende Begivenheder

som hændte Konen Cathrine Reinsmoen

i Finmarkens Amt i Nordland

[eg. Sørreisa i Troms Amt]

Forlagt af H.C. Jensen

Drammen: D. Steens Bogtrykkeri, 1902

(også trykt hos M. Urdal i Tromsø, 3.opplag 1915)

Innledning.

Cathrine Pedersdatter Reinsmoen, f. i Jukkasjärvi i Sverige, 1814, men vokste opp og ble konfirmert i Lenvik. Hun ble kjent for de syner hun fikk ved tre anledninger i 1850. Disse ble nedskrevet av tre personer, deriblant stortingsmann Peder Andersen, Moen i Bardu. Heftet ble trykt i flere opplag av M. Urdal i Tromsø og D. Steens boktrykkeri i Drammen og ble lest med stor iver. Mange trodde på hennes profetiske evner og folk flokket til hjemstedet hennes på Reinelvmoen i Sørreisa for å besøke henne.

Ryktet om Cathrine nådde også kirken, og biskopen sendte sogneprest Schmidt på Tranøy til henne for å undersøke saken. Han kom til et meget fattig hjem med en tallrik barneflokk. Til presten fortalte hun at hun ved to anledninger hadde hatt fått syner og åpenbaringer fra den allmektige Gud, samt blitt befalt å formane alle mennesker uansett stand og stilling, om å omvende seg fra synd som helligdagsarbeid og brennevinsdrikk, og i stedet leve et åndelig liv. Presten fant at Cathrine var en meget uvitende person som ikke kunne lese rent fra bok. Hun mente at hun var blitt vist både himmel og helvete, og sett hvordan endog navngitte mennesker var på vei sine respektive steder. Presten formante Cathrine om at hun som var kvinne ikke hadde tillatelse til å forkynne Guds Ord og at det etter apostlenes tid ikke hadde behaget Gud å gi sin vilje til kjenne gjennom særskilte åpenbaringer. Hun måtte vokte seg for å villede andre med det hun nok selv anså som sannhet, men som egentlig bare var et blendverk.

Cathrine lot seg imidlertid ikke bringe til taushet av presten. Både hjemme og andre steder samlet hun folk til møter der hun formante dem til omvendelse og tro. Folk kom helt fra Bardu og Målselv for å søke råd hos henne. Presten så seg derfor nødt til å ta affære, og etter en gudstjeneste i området påsketider 1851, holdt han menigheten igjen og advarte dem mot Cathrine. Til biskopen skrev han et brev der han anbefalte å ta Cathrine bort fra hjemmet og plassere henne på prestegården på Tranøy for ekstra kristendomsundervisning. Han innså imidlertid at det kunne bli vanskelig fordi hun neppe ville gå med på å la seg skille fra sin familie. Biskopen valgte imidlertid ikke å gå til ytterligere forføyninger, og hun fikk leve i fred på gården inntil hun døde i 1863.

Kilde: Svein Hanssen, Sørreisa bygdebok. Gård og slekt. Bind I. Sørreisa kommune 1994, s.217-219.

Overskrifter og avsnittsmarkeringer er mine egne; ellers er rettskrivningen som i 1902-versjonen av manuskriptet. I Urdals trykk fra 1915 er ytterligere en salme tatt med ("Er du paa vei til himlen, saa løp med hurtig fart"); denne er ikke tatt med i nedenstående tekst.

Første visjon.

I Aaret 1850, en Søndag Aften i Juli Maaned, blev jeg syg og følte Sting i Forening med Krampe, og faldt saaledes om Aftenen i Henrykkelse, hvorpaa tvende smaa Piger kom til mig og bad mig følge sig. Jeg spurgte hvem de var? De svarede: vi er dine tvende Søstre, som døde i vores Barndom, og nu skal du følge os, saa skal vi vise dig mange Ting.

De to veier

Vi reiste meget hurtig indtil vi fik se to Veie. De spurgte mig, hvilken Vei jeg vilde gaa. Jeg svarede: jeg ved det ikke; det overlades til Eder, som har taget mig med. Herpaa sagde de: vi skal nu først gaa den brede Vei, hvorpaa vi gik meget hurtigt, og der var en utallig Mængde, som vandrede denne vei. Denne Vei gik indover til et, som syntes for mine Øine, umaadeligt stort Vand, men det var ligesaa sort som Beg. Til dette Sted kom den utallige Menneskeskare, hvor den blev modtaget af mange forskjellige Dyr, saasom Svin, Bukke og mange flere til, og af forskjellige Slags Fugle, hvilke viste sig meget venlige og modtog dem med mange Kjærtegn: Slangerne snoede sig omkring dem, Bukkene reiste sig opefter, Svinene skubbede sig omkring dem. Alle disse Mennesker vare i levende Live, og jeg kjendte mange af dem, deriblandt ogsaa Præsten.

Bannskap

Jeg spurgte: hvad gjør disse? De svarede: disse hilser paa dem og beder dem velkommen. Disse Mennesker skjændede og bandede, og for hver Gang de bandede saa jeg Djævelen le. Jeg spurgte hvorfor han lo? Og fik det Svar, at det er Glæde for ham hver Gang Mennesket bander.

Advarsel

Midt i dette Vand saa jeg en blaa Ild med Gnister; ved denne saa jeg en anseet Mand, hvis Haar var langt og stivt at se til som Ris; denne Mand var bunden med Jernlænker om Halsen, Hænder og Fødder og for hver Gang han rørte sig, hørte jeg det ramlede i hans Lænker; mine Ledsagere sagde til mig: dersom en eneste af disse Gnister, der omgiver denne Mand, fik Tilladelse til at virke, vilde den antænde hele Verden. I dette Vand saa jeg en Mængde afdøde Mennesker, hvoraf jeg kjendte mange og blant dem ogsaa min Moder, der raabte til mig, at jeg ingenlunde maatte komme der, men vende tilbage, thi her er et forfærdeligt Pinested; der var ogsaa en saa forfærdelig Stank, at skulde vi føle den i sin Fælhed, da maatte vi forgaa; ligesom alt var indhyllet i et evigt Mørke.

Himmelen

Da vi forlod dette Sted begyndte det at blive lysere, og vi kom til en saare smal Sti, der gik opad, og mine Ledsagere spurgte om jeg vilde gaa den? Jeg ved ikke om jeg tør, fordi den er saa smal, svarede jeg; men de sagde: vi skal gaa længere, saa skal du faa se mer, og da vi gik, syntes mig det var saa besværligt, at jeg neppe fik Fødderne med mig. Den ene af mine Ledsagere gik foran og den anden efter mig, og nu fik jeg se et overmaade stort skinnende Hus. Jeg spurgte hvad dette var, men de bad mig tid stille indtil vi kom der; da de kom til Porten lagde den ene af mine Ledsagere den ene Finger paa Porten og den gik op af sig selv og begge mine Ledsagere gik ind, men jeg blev staaende udenfor. Nu begyndte der at synges en saa deilig Glædessang, hvis Skjønhed jeg ikke med Ord kan udsige, og jeg stod beskjæmmet over mig selv, at jeg ikke ogsaa fik komme ind; men da de hadde sluttet Sangen, kom der en Person langt indenfra hen til mig, rakte mig Haanden og bad mig træde indenfor Dørstokken. Denne Mand var saa klartskinnende for mine Øine, at jeg ikke kunde se paa ham; jeg satte den ene Fod indenfor, men den anden kunde jeg neppe faa efter mig. Derpaa spurgte han mig om jeg vilde komme til det Pinested, jeg nu havde seet? Jeg foldede mine Hænder og bad om at slippe! Det er noget de havde fortjent allesammen, svarede han.

Løfte om nye åpenbaringer

Medens jeg stod her, saa jeg utallige mange Værelser, der vare klartskinnende; i disse Værelser vare nogle af Indvaanerne hvide som Sne, andre klartskinnende; langt inde i Herligheden saa jeg smaa Børn kjærligen omfavnende og ledende hverandre. Manden sagde til mig, at jeg skulde vende tilbage og fortælle alt, hvad jeg havde seet og hørt paa begge Steder, det som er mig aapenbaret; og hvis du gjør det troligen, sagde han, skal du faa en Aabenbarelse til. jeg svarede: de tro mig ikke alligevel. Men det er ikke noget, som hviler paa dig. Derpaa tog han et Ris i Haanden og viste mig, idet han sagde: Se her er det Ris, som jeg saa ofte maa gjøre anvendelig paa dig, fordi du er ulydig; thi naar du er syg, da ydmyger du dig og beder ofte til mig, men naar du bliver frisk igjen, da forglemmer du mig. Han viste mig ogsaa et større Ris og sagde: se dette er noget, som jeg maa bruge paa dem, som er mer haardnakkede. Endvidere sagde han: dersom du atter bliver ulydig mod mig, da skal du komme til det værste Pinested i Helvede.

Oppvåkning

Nu bad han mig atter at vende tilbake; jeg svarede: jeg finder ikke Veien. Han sagde. Du skal faa de samme Ledsagere tilbage, disse kom og tog mig ved Haanden, og til Slutning sagde han: Verden er nu baade kort og streng; hvorpaa det gik hastigt afsted, og jeg fandt mig snart hjemme og kom til min legemlige Bevidsthed igjen.

Andre visjon.

Omtrent 14 Dage før Jul om Aftenen, da jeg gik til sengs, følte jeg heftige Sting imellem Skuldrene og igjennem Brystet. Jeg kom op i Sengen, men blev liggende over Hovedgjærdet, og faldt i Besvimelse og var mig aldeles ubevidst i Legemet. Da kom der en Person og tog mig ved Haanden og bad mig følge sig, og jeg blev bange og sagde jeg vil ikke følge med. Han sagde: Du behøver ikke at være bange, jeg er en Guds Engel og nu skal du følge mig, saa skal jeg vise dig mange Ting; og jeg fulgte med.

Fornøyelser

Nu reiste vi et Stykke Vei, og da fik jeg høre en Lyd, som Violin, og da vi kom lidt længere frem, fik jeg se Spillemanden, og for hver Gang han drog Violinbuen, fløi der Ildgnister ned af samme. Foran Spillemanden saa jeg en hob af begge Kjøn at danse. Under og omkring Fødderne deres tindrede Ildgnister for hvert Trin, og hver Gang de dansede i Parti og snoede sig omkring Gulvet, syntes det at vilde blive en hel Lue deraf; dernest fik jeg se dem, der sad og spillede Kort, og for hver Gang de sloge Kortbladet i Bordet sprang Ildgnister af Kortbladene, og naar de lagde sine Kort sammen, syntes jeg der tendtes en Lue. Blant Spillemændene saa jeg forskjellige andre Spillere, saasom Mundharper og andre, som jeg ei kjendte Navnet paa, der alle vare omgivne med Ildgnister; paa Stedet var mørkt og en utaalelig Stank. Herfra gik Veien nedefter og da fik jeg se Gløder uden Lue, hvoraf opgik en blaa Røg med Svovl-stank; omkring stod der onde Engle, hvorover jeg blev forskrækket. Efter en meget bred Vei fik jeg se en stor Skare Mennesker komme ned til den føromtalte Ild. Min Ledsager sagde til mig: ogsaa du var nær ved denne Ild førend du begyndte at omvende dig. De onde Engle vare strax færdige med en Jerngaffel at fange disse med: alle som kom dem saa nær, drog de til sig og kastede dem paa Ilden og behandlede dem paa mange andre Maader ynksommelig; de, som de ikke naaede med sin Gaffel, kastede de Gløder ud over. Naar de onde Engle saaledes havde behandlet dem, sagde de: maaske vi endda ikke faar beholde disse, thi her er falske Profeter, som ser og hører dette, og de kunde forføre dem. Jeg spurgte min Ledsager om disse ere levende Mennesker, og han svarede: kjender du ikke mange af dem, alle disse du have seet er levende Mennesker. Jeg spurgte, hvor der skal blive af disse, naar de nu dø? Han svarede: dersom disse dø i den Tilstand de nu ere, da kommer de først paa dette Sted, idetsamme viste han mig Afgrundens Pøl, der saa ud som en uendelig stor Kjedel med Laag over, det rette Pinested. Jeg saa Fingre komme op mellom Laaget, som fattede i Kjedelkanten, og da vare de onde Engle strax færdige med Jernspadene og strøg Fingrene af Kjedelkanten og slog paa Laaget.

Helligdagsfred

Derefter saa jeg andre komme frem med Vegter og Maal samt Sække og begyndte at veie, hvorover jeg blev forundret og spurgte, hvad dette skulde betyde, at de saaledes veiede? Herpaa svaredes: det er dem, som har veiet om Helligdagene. Da de saaledes havde veiet, saa jeg de begyndte at tælle og dele Penge, og de vare alle sorte og gloende; jeg spurgte hvad dette skulde betyde, og min Ledsager sagde, at disse Penge ere samlede paa en uretfærdig og ubarmhjertig Maade. Derefter saa jeg dem, som havde arbeidet om Søndagen; der kom frem Kvinder med Naale i Haanden og begyndte at stikke sig selv saa Blodet kom rindende, og de vadede i sit Blod. Jeg saa dem, som klippede om Søndagene, og disse klippede sig i Fingrene, saa at Blodet randt og vade selv i sit Blod. Mandkjønnet, som ogsaa brugte Øxe og Knive, og disse huggede og stak sig selv. Jeg blev forundret over at de saaledes skadede sig selv og spurgte om Aarsagen hertil? Min Ledsager svarede: det er disse, som arbeide om Søndagene.

Hor

Derefter fik jeg se tre Sengesteder, hvorpaa Mennesker af begge Kjøn kom og de onde Aander slængte dem op i den første Seng, og strax begyndte disse at bedrive Utugt; nu kastede de onde Engle disse i den anden Seng, hvor de ligeledes bedreve Utugt, tilsidst kastede de onde Engle disse i den tredie Seng. Den første af disse Senge var opfyldt med Gløder, i den anden var brændende Ild og den tredie var opfyldt med Blod, saa at naar de nedkastedes deri, blev de aldeles skjulte af Blod og borte for mine Øine. Med Forundring spurgte jeg min Ledsager, hvad dette skulde betyde, og han svarede: her ser du Horesynd med sine Følger, her ser du dem ganske at drukne i den blodige Synd.

Drikk

Derefter fik jeg se Drankere, som drak, og hver Gang de svælgede udkom der Ildflammer af deres Mund og blaa Røg af deres Næse; disse skjændede og bandede og slog hverandre og raabte paa Djævelen, og denne svarede: I have nu længe nok raabt paa mig.

Baktalelser

Derefter saa jeg nogle med skjæv Mund at ile os hurtig forbi, og jeg spurgte, hvo ere disse? Han svarede: det er dem, som have lagt Øgenavn og drevet Skjemt med sine Medmennesker. Efter disse gik Nogle forbi og drog Noget efter sig, der saa du som sort Støv. Jeg spurgte, hvad dette skulde betyde, og min Ledsager svarede: disse ere de, som have løiet og bagtalt sin Næste.

Tyveri

Derpaa saa jeg Nogle med krogede Fingre paa den høire Haand og omfattende med den venstre Haand saa meget, som det var dem muligt at omfatte og bære; min Ledsager sagde mig, disse ere Tyvene i deres Lineamenter; de ilede os hurtig forbi.

Pynt og stas

Nu kom Andre, der satte begge Hænder i sine Sider, deres Klæder vare ligesom opblæst af Vind og de gik paa sine Tæer hurtig forbi os. Jeg spurgte, hvad det skulde betyde? Disse ere de Stolte og Hoffærdige med deres Lineamenter, svarede min Ledsager.

Ekteskapskrangel

Derefter saa jeg mangfoldige af begge Kjøn, der skjældede og bandede, ja stødte og slog hinanden, og jeg spurgte, hvorfor gjøre disse saa? Han svarede, at disse ere de Ægtefolk, der indbyrdes ere uenige; der ser Du deres Lineamenter og den Synd er i høi Grad gruelig.
Tjenere
Nu fik jeg atter se en Mængde af begge Kjøn; Mændene gik foran og kigede bag sig, skjændede og truede mod hinanden, og de gik hurtig forbi os. Jeg spurgte hvad dette var for Noget? Dette er Husbonder, som aldrig ere fornøiede med deres Tjenere, hvormeget de end forrette, men ere brautne, særsindede og utilfredse.

Rikdom

Derefter kom en stor Hob Mandfolk, der vare stadselige og kostelige klædte, efter disse fulgte en Hob, der saa fattig og betlende ud, de gik os hurtig forbi; min Ledsager sagde mig, at de, som vare herlig klædte, betyder at de vare rige, men ere haarde og ubarmhjertige mod de Fattige og vil slet ikke hjælpe uden de faar Penge nok o.s.v.; derimod de, som kom efter disse, ere Fattige, som have anholdt de Rige om Hjælp, men ingen bekommet, derfor blev disse utaalmodige, vrede og udstødte Skjædsord og Forbandelser. Nu fik jeg se en Rig og to Fattige; disse Fattige blev staaende lidt, hvorpaa en Mand kom og vendte dem tilbage, den Rige gik lidt forbi og blev staaende. Med Forundring spurgte jeg om Aarsagen hertil og fik at vide, at disse Fattige var taalmodige og tilfredse og ønskede slet intet Ondt over den Rige, uagtet de Intet fik; den ene af disse er ikke saa arm som den anden og paa dennes Begjering delte denne det Lille han havde til den, som var mer trængende, og de opmuntrede hinanden til ikke at ønske Ondt over den Rige, som blev staaende; han har ikke alle Tider været ubarmhjertig, men tildels hjulpet den Trængende og ikke udskjældt ham med haarde Ord.

Blodskam

Derefter fik jeg se nogle Mennesker af begge Kjøn, som vadede i Blod og gik os forbi. Jeg bad min Ledsager at sige mig, hvem disse var og han sagde, at de vare Sødskendebarn og havde indtraadt i Ægteskab med hinanden. Og der kom en anden Hob af begge Kjøn forbi os og vadede undnu dybere i Blod; min Ledsager forklarede, at disse Mænd har havt tvende Søstre tilægte, ligeledes havde disse Søstre ægtet tvende Brødre. Verden er nu saa fuld af Mennesker, at de slet ikke trængte til at gifte sig saa nær Beslægtede, sagde han videre.

Ekteskapsbrudd

Nu kom der en hel Hob Mennesker af begge Kjøn, to fulgtes ad, en Tredie gik lidt efter; de Tvende gik stolt forbi og bar Noget mellem sig, der var sort at se til, den Tredie gik efter og græd og saa bedrøvet ud. Disse vare saadanne, som havde besveget hinandens Ægteskabsløfte og havde paaført den Tredie denne Sorg; dette Menneske blev vendt tilbage og havde i sin Bedrøvelse vendt sig til Gud. Det bemærkes, at alle disse vandrede paa Fordømmelsens Vei og vare indhyllede i Mørket. Jeg spurgte om alle disse, der vare gaaede os forbi, skulde komme tilbage eller ikke? Han svarede: alle disse ere i Naadens Tid; thi saalænge de have den lyse Plet paa sit Bryst kan de, naar de vil omvende seg, faa Naade hos Gud.

Likegyldighet

Min Ledsager, der holdt mig ved Haanden, vendte nu tilbage, og da vi havde gaaet et Stykke begyndte det at blive lysere, og jeg fik se en stor Mængde Mennesker komme vandrende. Her standsede vi, og jeg fik se en Mand, der begyndte at skille En og anden ud fra den store Hob til den høire Side og disse Faa havde Bøger i sine Hænder og saa deilige ud. Endel blant den store Hob havde ogsaa Bøger, men holdt dem bag sig. Jeg spurgte min Ledsager, hvorfor disse holdt Bogen bag sig, og han svarede: disse ere ligegyldige om hvad de læser og tager det ikke til Eftertanke for at leve derefter; den øvrige Mængde gik os forbi med Is i Munden og Dot i Øret. Jeg spurgte, hvorfor disse har Is i Munden og Dot i Øret og det blev mig forklaret, at Isen betyder at de har et koldt hjerte og Dotten er tillukket Øre. Jeg spurgte, hvorfor de, som som blev stillet paa høire Side og havde Bøger i sine Hænder, saa saa deilige ud, og han svarede, at disse have omvendt sig til Gud, betragtet hans Ord og troet samme; derfor blev disse adskilt fra den større Mængde. Jeg spurgte, hvorfor ikke ogsaa den store Hob kunde omvende sig, og han svarede: de har en fri Villie og kunne omvende sig, men de vil ikke, de skjøtter ikke om Gud, derfor gaa de nu fortabt.

Synd og nåde

Vi gik atter et lidet Stykke, men ikke længere end vi godt kunde se de før omtalte Mennesker, som havde Bøger og som saa deilige ud; der blev jeg var Nogle, som fulgte efter, men som jeg ikke er istand til at give nogen passende Lignelse. Noget af dette, som fulgte med disse Mennesker, faldt af fra dem, og begyndte at flagre af og til, men derefter for det nedefter. Nu spurgte jeg min Ledsager, hvad det var, som fulgte med disse, der begyndte at flagre og forlade dem, og han svarede: det er de grove Synder de har afstaaet fra og disse fare nu ned til sin Eiermand. De onde Engle bleve nu fortrydelige over, at disse Mennesker forlode deres Tjeneste og da raabte Afgrunds-Fyrsten: her er nu Intet at befrygte, thi saalænge Menneskene beholde deres Synder, høre de endnu mig til. De Mennesker, som de grove Synder havde forladt, holdt ved at arbeide sig nærmere til Lyset, og da begyndte de øvrige at falde af og tog den samme Vei som de grove hen til sin Eiermand. Denne blev vred, fordi han havde tabt disse og sagde: jeg vil endnu forsøge om jeg ikke skal fængsle dem. Disse Mennesker holdt imidlertid ved at arbeide sig fremad, og der kom en snehvid Fugl, som holdt ved at flyve omkring dem, og efter en liden Stund at have vedblevet dermed, satte den sig paa deres høire Axel; medens han sad der saa han ned til deres Bryst og til Slutning syntes han at trænge sig ind deri og blev borte for mig. Jeg spurgte hvad dette var? Han svarede: dette er den Guds Kjærlighed, som bliver indgydt af den Helligaand.

Den rette vei

Min Ledsager sagde, nu skal vi gaa længere frem, saa skal jeg endnu vise Dig mer. Vi gik og da fik vi høre en Røst, som sagde, her er den rette Vei, og vi gik videre, og jeg spurgte, hvo det var som raabte. Han bad mig tie saalænge, Du skal nu faa se, hvem det er. Den Vei, vi nu gik, var smal og det begyndte at blive ganske skinnende lyst, og nu fik jeg se Manden, som raabte og som blev ved at raabe endnu stærkere: her er den rette Vei, her er baade Fred og Glæde, her er et Hvilested for Alle. Han bad Alle at skynde sig for at komme til ham; vi nærmede os til ham og han holdt op at raabe, men vinkede med Haanden. Sit Hoved hældede han til den ene Side og græd bitre Taarer. Jeg var forundret over denne Mand og tænkte ved mig selv, hvem denne Mand monne være, og medens jeg saaledes tænkte, vendte han sig til mig og sagde: vær ikke vantro, men tro! Han viste mig nu sine Hænder og Fødder og sin Side og han havde dybe og blodige Saar. Jeg spurgte min Ledsager, hvem dette var? Men Manden svarede selv: Jeg er Frelseren! se her er mine Saar, de ere endnu lige friske, de faar ikke gro; dagligen slaaes de paa Naglerne med de svære Synder, som Menneskene begaar, saasom Banden, Utugt, Løgn, Drukkenskab m.m. Medens jeg sad foran Frelseren kom der to Engle, ledsagende en Sjæl mellem sig, hen til Herligheden. Frelseren tog selv imod denne Sjæl, faldt paa Knæ og bad den velkommen og sagde, nu skal Du faa Glæde og Fred, fordi du har troet, elsket og tjent mig. Frelseren gav derpaa disse Engle Befaling at føre denne Sjæl i Herligheden; da fik jeg høre en langt deiligere Sang, end jeg med Ord kan udsige. Medens jeg stod foran Frelseren, saa jeg Børn af forskjellig Alder fremkomme, de yngre foran de ældre indtil 7 Aar.

Forkynnelseskravet

Nu talede han atter til mig og sagde: Du skal fortælle og kundgjøre Alt, hvad Du har seet og hørt for Alle uden Persons Anseelse, de Bodfærdige og Troende til Opmuntring og Trøst og de Ubodfærdige og Vantroende til Overbevisning. Han sagde: dersom Du ikke havde forkyndt trolig og rigtig den første Aabenbarelse, havde Du ei faaet denne Aabenbarelse. Han viste mig med et Fingerpeg et Værelse i Herligheden og sagde: dersom Du bliver anseet værdig at komme herind, kommer Du ei mer tilbage til det jordiske Liv; meget mer skal blive Dig aabenbaret, som skal bekræfte det forrige; derpaa sagde han, jeg skulde vende tilbage. Jeg svarede: jeg vil ikke forlade dette Sted, thi her er saa godt og herligt at være; men Frelseren sagde: Du skal vende tilbage og forkynde Alt det Du har seet, Du skal og sige, at Verden er baade kort og streng, saa skulde den blive staaende længe paa denne Maade, saa mistede jeg Allesammen for Menneskenes store Ligegyldighed. Jeg sagde endvidere, at Menneskene tro mig alligevel ikke, ei heller erindrer jeg eller er istand til at fortælle alt dette. Han sagde: Du maa ikke frygte derfor, Du vil nok faa Hukommelse dertil, og om Menneskene tro eller ikke, saa hviler ikke dette paa Dig, men paa dem selv; derpaa bad han mig atter at vende tilbage. Jeg sagde jeg finder ikke Veien; men Frelseren svarede: Du skal faa den samme Ledsager tilbage igjen. Vi reiste nu, og da vi kom saa langt, at jeg syntes at kjende mig igjen, forlod han mig med de Ord: Nu finder Du hjem.

Oppvåkning

Om Morgenen lidt før Dagen kom jeg til min fulde Bevidsthed igjen. I det Første var mit Legeme ganske koldt og ubevægeligt; men siden følte jeg en gjennomtrængende Sorg, der opløste sig i Graad.

Tredje visjon.

1851 i Januar Maaned var jeg sygelig i to Dage, jeg ikke kunde komme af Sengen. Natten imellem disse Dage faldt jeg i Besvimelse og da kom der en Person og sagde, følg mig saa skal Du faa se en stor Mængde Mennesker, og jeg fulgte.

Truselen om Helvete

Snart fik jeg se en utallig Skare, og der stod en Mand og tog En og Anden fra denne store Hob og stillede dem paa et andet Sted, hvor der var ganske Faa, og den store Mængde syntes af al Magt at trænge sig frem til dette Sted; ved Stedet opkom der en forfærdelig Røg. Paa mit Spørgsmaal om, hvad dette skulde betyde, svarede min Ledsager: det er Afgundens Røg. Ovenover denne Menneskeskare saa jeg et uendeligt stort Laag, der syntes for mine Øine at hænge paa fire Nagler; Laaget var paa den underste Side blaasort og ovenpaa hvidt. Der kom en klartskinnende Mand med en Hammer i Haanden og løftede den i Veiret for slaa til Laaget, men i det samme kom der mange Engle, faldt paa Knæ og bad om Skaansel for disse Ulykkelige, og sagde, maaske de kan omvende sig naar de fik længere Tid. Manden svarede: Dersom en Tredie- eller Fjerdedel af Menneskene vendte sig til mig, da skulde jeg endnu skaane Verden en Tid; derpaa lod han sin Hammer sagteligen synke og vendte sig til mig med de Ord: "Om ikke ogsaa jeg vilde bede for disse", hvorpaa jeg faldt paa Knæ og bad.

Frelsesunderet

Nu vendte han sig til den anden Side, idet han sagde: Jeg skal nu gjøre et, som ikke Englene skal faa afbede; derpaa viste han mig et overmaade stort fladt Land, hvor en Elv meget stille gik igjennem. Paa den nordre Side af denne Elv, var der en uhyre stor Skov med frodig Væxt, og paa den søndre Side var der nogle faa Trær hist og her. Han sagde derpaa til mig: al den Skov, som Du ser paa den nordre Side af Elven, skal falde ud, hvilket ogsaa strax skeede, og i det samme hørtes der en forfærdelig Brag som et Bjerg revnede og hvert eneste Træ faldt mod Norden, med Undtagelse af nogle faa Trær, der blev staaende igjen ved Elvbredden. Jeg spurgte, hvad dette Under skulde betyde, og Manden svarede: Det skal blive et stort Affald paa Menneskene for deres Ugudeligheds Skyld. Jeg sagde: Nu kan Ingen komme frem for dette Morads; men han svarede: Der skal snart blive øde for Morads, og i det samme Øieblik blev der saa aldeles slet, at jeg ikke saa saameget tilbage som den mindste Kvist. De faa Trær, som blev staaende igjen ved Elvebredden, faldt siden i Elven og flød nedover til den søndre Side, hvor de kom op paa Landet. Jeg spurgte af hvad Aarsag dette skeede? Han svarede: Disse høre mig til tilligemed de øvrige Trær, der staa paa den søndre Side, hvilke betyde de faa gudfrygtige Mennesker, der ikke har fulgt den store Mængde; videre sagde han: Jeg har til forskjellige Tider brugt saadanne Midler og derved reddet nogle Sjele, men ofte aldeles ingen, thi den Ene forfører den Anden saaledes, at de verken høre eller se. -

Oppvåkning

Nu maa Du vende tilbage, sagde han, og forkynde hvad Du har seet og hørt. Min ledsager kom og vi gik. Da jeg kom til mig selv igjen, var de øvrige av Husets Folk allerede oppe.

At Ovenstaaende er overensstemmende med hvad Kathrine Reinsmoen har berettet og at hendes egen Fortælling og Ord, saavidt det har ladet sig gjøre, her ere nedskrevne efter bedste Evne, det bekræftes herved med vore Underskrifter.
  • Peder Lochstad
  • Tollef Olsen Fagerlien
  • Lars Haldorsen Broderstad
  • Kommentar

    Ovenstaaende Aabenbarelser viser os, hvorledes Herrens Ord ved Profeten Joel gaar i Opfyldelse.

    Joel 3 Kap. 1 V.

    Og det skal ske i de sidste Dage, at jeg vil udgyde min Aand over Folket; eders Sønner og eders Døtre skulle profetere og de Ældste skulle have Drømme, og eders Unge skulle se Syner. Gud har ladet saadant aabenbares de syndige og ugudelige Mennesker til Advarsel og Paamindelse, medens Naadens Dør staar aaben, og de Gudfrygtige til Opmuntring, at de med desto større Iver og Alvor kan søge sin Salighed; men de, som saadant foragte og ilde udtyde faa i Sandhed erfare det i Evigheden. O, Synder! O, Synder! Kunde din Samvittighed blive saa vaagen, dit Hjerte saa slaget, at du ikke kunde tjene Satan en eneste Time længere, men forlige dig med din Frelser den Tid Naadens Dør staar aaben, og passe hvert Klokkeslag og være bange for Minuterne og ikke lade Tiden forspilde med Synd og Ugudelighed. Det er besynderligt, at Mennesket sørger for alt Andet, men ikke for sin udødelige Sjel? Hvorfor nøle vi nu en eneste Dag længere med den nødvendige Forbedring? Hvrofor staa vi ikke op af Syndens forbandede Seng i denne Time og dette Øieblik? Hvorfor lade vi ikke Gud komme til vort Hjerte, saa at vi kan blive et andet omvendt Menneske og tjene Gud. O du uomvendte Synder! Du maa da visselig forestille dig, at Dommen kommer, og da vil der komme til at fordres strengt Regnskab, hvorledes vi have forbrugt denne Naadetid i Tanker, Ord og Gjerninger. Derfor belaver Eder til Omvendelse Hver og En, medens der er Tid, for nu kan vi raade for Omvendelsen selv, men siden vil det komme an paa, hvad Gud vil gjøre med os; derfor vil det være saa meget sikrere at omvende sig den Tid vi selv kan raade for Sagen. Den, som ikke vil omvende sig til den Herre Jesum Christum, kan ikke andet vente, end at blive forskudt fra hans Ansigt og blive saa nedkastet udi den brændende Helvedes Glød, hvor der er Graad og Tænders Gnidsel.

    Har I drevet Eders Dage Hen i Synd og Sikkerhed
    Hvad vil det for Ende tage? Det gaar jo til Helvedæ ned!
    Vender om og søger Raad I en Hjertens Bedringsgraad;
    Søger udi saadan Smerte Jesum ret af ganske Hjerte.

    Dermed vandrer annerledes, End den store Verdensflok;
    Her skal kjæmpes, her skal bedes, Sagen er jo vigtig nok.
    Hver en Lyst skal gribes an, Hvortil Nogen før var vant,
    At den aldrig, aldrig mer Over Sjele skal regjere.

    Er det ikke sødt at vandre, Evigheden er os nær;
    Beder, stræber med hverandre, At formane hver især;
    Hid I Store, hid I Smaa, Tager Jesu Kors kun paa;
    Følger alle, Ingen vige, Veien gaar til Himmerige!

    Førsteamanuensis Roald E. KristiansenInstitutt for religionsvitenskap, Universitetet i Tromsø. Juni 1999